Selv om klimaspørgsmålet ikke har samme hæsblæsende interesse herhjemme, som da vi sidste år selv lagde hus til de internationale forhandlinger under COP15, er der alligevel sket noget afgørende. Der er en krystalklar enighed i erhvervslivet, energisektoren og de tilhørende organisationer om, at CO2-udledningen skal ned. Og når så stærke kræfter samler sig om et mål, der samtidig er landets politik, så sker der noget.  Så taler vi løsninger.

Når man har sagt klima, har man også sagt energi. Ingen tror, at verdens behov for energi bliver mindre. Tværtimod. De dybe tendenser i verden peger kun én vej: Højere energiforbrug og mere og mere rift om de traditionelle energiformer gas, kul og ikke mindst olie – indtil de engang slipper op.

Men længe inden det måtte ske, vil CO2-udledningen være oppe og ringe med så høje temperaturstigninger, at vi overskrider de to grader ekstra, som man i dag ser som maksimum for en bæredygtig planet og barriere for havenes vandstand.

Samtidig vil vi jo gerne have vækst i samfundet.

Det stiller for alvor krav til vores evne til effektivt at omstille hele det store energiapparat til en ændret verden. Det haster, men ikke så meget, at vi er nødt til at kaste os ud i den første den bedste hovsaløsning.

Kunsten er at skabe holdbare bud på en fremtid, hvor hver eneste dråbe benzin vendes og drejes for at vride mest mulig energi ud af den, og hvor hver kilo-watttime frembringes og bruges med grøn omtanke samtidig med, at alternativerne får lov at vise deres værd uden at afgifter og vanetænkning på forhånd spænder ben.

Vi skal være smarte, når vi tænker energisystemer. Vi skal være opfindsomme, når vi skaber nye energi-produkter, viden skal på overarbejde, og så skulle vi gerne […]